logo

Stentøjsler

Publisert:
07.11.2018

At finde det bedst egnede stentøjsler til min håndværksproduktion af brugsting

Hvert stentøjsler har sit karakteristika, sin kvalitet og sine udfordringer. Og der findes utroligt mange forskellige lertyper og muligheder.

Jeg har i en årrække arbejdet med et fint okkerfarvet svensk stentøjsler, men dette er desværre udgået af produktion og kan ikke skaffes længere. Derfor har jeg undersøgt markedet for stentøjsler og herfra udvalgt 15 forskellige stentøjsler til testning.

Nogle af de vigtigste kvaliteter som jeg søger i et nyt stentøjsler, er gode drejeegenskaber. At det er formstabilt, plastisk og let bearbejdeligt ved afdrejning. Et ler der sintrer godt i brænding og hvis overflade er velegnet til mit arbejde med dybde i glasurer.

Prøverækkerne er startet med fremstilling af lerprøver der kan vise farve, overfladestruktur (visuelt og taktilt), sintring og egenskaber med glasur.

Her har jeg brugt min mormors hjemmelavede skæretråd af snoet metaltråd og skåret massive blokke af alle stentøjsler. Hurtig og effektiv arbejdsgang hvor prøvernes overflade har varierende dybdeforskelle. Perfekte til de forestående glasurprøver.

På de mørkeste lertyper har jeg dyppet en side i hvid begitning. Dette for at teste lerets samspil med min stentøjsbegitning, og for at skabe en både mørk og lys baggrund for alle glasurprøver.

De stentøjsler som jeg har testet i denne første prøverække er: K 148, K 118, CS 900, 1109, 1110 E, WM 2502, WMS 2502, WMS 2002 GG, WMS 2005 B, P1551, Creaton 591, New Keuper, Blue 4005, PRGI og CS 610.

De er købt igennem forhandlerne: Waldemar Ellefsen AS, Cebex AS og Alt for Keramikk AS (som forhandler CERAMA). Størst åbenhed og hjælp har jeg fået hos Waldemar Ellefsen der har været utroligt professionelle.

I flytning af virksomhed og værksted fra Danmark til Norge, har jeg været nødsaget til at sælge min gamle ovn og anskaffe mig en ny topovn. Ligeså vigtigt det er at kende sit materiale, lige så vigtig kundskab ligger der i at kende sit værktøj, maskiner og værksted.

Heldigvis brænder min nye ovn som en drøm! Som disse Orton kegler viser på billedet, med kun få graders forskel fra top til bund.

Dette er mit første lille test-bibliotek af stentøjsler. Mange kvaliteter og mange muligheder. Ofte har man en ide og et ønske om udfaldet af sine prøver og eksperimenter. I dette tilfælde startede jeg med et håb om at genfinde en lignende varm okker ler, som mit gamle stentøjsler.

Lidt overraskende har mit arbejde med glasurer, flyttet min interesse mod de lysegrå stentøjsler. Der findes betagende kvaliteter i de mørke grove jordfarvede lertyper, men til dette stipendiatarbejde trænger jeg ”et hvidt lærred”. En lys baggrund som kan fremhæve detaljer og dybde.

Se også

Besøg hos Elisa Helland-Hansen

17.02.2019

Jeg er så heldig at have keramiker Elisa Helland-Hansen til vejleder her på mit 2. år i stipendiatet. Nu med aflagt besøg i hendes fantastiske hjem og værksted i Rosendal.

Det er godt at lære værktøjet at kende i en tidlig alder ;)

Tilbage i værkstedet

05.11.2018

Efter 10 måneders permission er jeg igen tilbage i mit keramikværksted på Røros 

Nærbillede af Rørosskålens grønne kobberkant. Rørosmuseet, RMU. 105 - Skål. Tr. Keramikk

Rørosskålen

21.06.2017

Fine materialekvaliteter og håndværksværdier i Rørosmuseets keramiske magasiner

Spor efter håndens værk. Foto fra Sverresborg, Trøndelag Folkemuseums keramiske samling. Genstand: "Bolle fra keramikkverkstedet hos Aunes Keramikk. Vigdis Denstadli var siste driver og la ned driften i 2010. Diam. 13, h. 6,4."

Keramiske overflader

23.01.2017

Dette projekt handler om keramiske brugsting. Et studie med fordybelse i visuelle og taktile håndværksværdier i skærv og overflade.